Vision og mission

Vision og mission for Birkerød Håndbold Klub, BHK

Birkerød Håndbold Klub er først og fremmest en børne- og ungdomsklub.

Vi har et tæt samarbejde med Holte Håndbold omkring overbygningen Rudersdal Håndbold. I Rudersdal Håndbold udvikler vi vores ungdoms- og seniorhold fra U14 og op.

I BHK fokuserer vi altså på børnenes sportslige og sociale udvikling fra de alleryngste børn og til og med U12. Vores tilgang bygger på Claus Hansens og Ulrik Wilbeks tanker om børn og håndbold.

Meningen med BHK er, at vi tilbyder vores medlemmer - både børn, unge og voksne - et sted, hvor de kan komme og have det sjovt med hinanden ved at spille håndbold
- så de får brugt og styrket deres krop,
- så de får lært, at det er vigtigt at løse opgaver i fællesskab og at sætte pris på hinandens stærke og svage sider, og
- så de får lært at tackle såvel medgang som modgang.

Vi vil skabe gode håndboldoplevelser i et godt idrætsmiljø, hvor alle trives. Det kræver, at rammerne er i orden, og at der er passende udfordringer til alle - uanset niveau - idet glæden ved spillet er størst, når udfordringen passer til den enkelte spillers fysiske, tekniske og taktiske evner.

Vi holder os bestandigt for øje, at håndbold først og fremmest er leg, og arbejder herudover ud fra følgende fem værdier: Fællesskab, respekt, rummelighed, udvikling og passion.

Håndbold er et holdspil, og sejre vindes i fællesskab. På samme måde kan vi kun løse opgaverne i klubben i fællesskab.

Vi respekterer hinandens personer, kompetencer og forskelligheder og opfatter mangfoldighed som en afgørende styrke. Vi vil derfor være en rummelig håndboldklub med en åben tilgang til omverdenen og os selv.

Vi er stolte af det, vi kan og opnår, men vi ved også, at vi hver for sig kan blive bedre, og at vi kan gøre det bedre som hold. Vi brænder for det, vi gør - ikke mindst for de sjældne øjeblikke, hvor alt på et hold går op i en højere enhed, og håndboldspillet bare lykkes. Dem må der gerne komme flere af.