Birkerød Håndbold Klub
Birkerød HK årets klub på Sjælland

Store sportslige resultater og anerkendelsen af et fantastisk breddearbejde sikrer Birkerød Håndbold Klub den ærefulde titel som årets bedste af slagsen fra Dronningmølle i nord til Vordingborg i syd.

Tekst: Lars Olrik


Oprykning af damerne til 3. division. Talrige sjællandsmesterskaber til ungdomsholdene. En
klub, der emmer af liv og socialt arrangement med blandt andet ugentlig fællesspisning for såvel førsteholdsspillere som rollinger, der lige har lært at kaste en bold.



Sådan er scenen sat i Birkerød Håndbold Klub, og det er nu blevet belønnet med prædikatet ”Årets Håndboldklub 2010 på Sjælland.”



Kåringen fandt sted på Sjællands Håndboldforbunds repræsentantskabsmøde, og motiveringen var ”anerkendelse af Birkerød HK's flotte arbejde og engagement for breddehåndbolden,” som det hedder på det diplom, der fulgte med titlen.


Indstilles til Årets danske klub
Ud over æren fulgte der et netfuld nye bolde med prisen.

”Sådan en sidegevinst kan man jo altid bruge, uagtet at anerkendelsen fylder en hel del mere,” smiler bestyrelsesformand i BHK Morten Egholm Andersen.

”Jeg er utrolig glad på alle vore træneres vegne over, at man på denne måde påskønner deres store indsats.”

Samtidig med at Birkerød Håndbold Klub blev tildelt prisen, blev man også indstillet til titlen som Årets håndboldklub i hele Danmark. Om klubben også løber med denne hæder, afgøres på DHF's generalforsamling i midten af juni.

Officielt diplom fra Sjællands Håndbold Forbund
Birkerød Håndbold Klub, Birkerød Idrætscenter, Bistrupvej 1, 3460 Birkerød
U10 Drenge - Næsten ubesejret  i sæsonen
U12 Drenge - Guld SM 2010
U10 Piger A3 - Bronze SM 2010
U18 Piger - Guld 2. division Øst
U10 Piger A4 - Guld SM 2010
Dame senior - Nyoprykket til 3. division
Old Girls
U14 Piger
U14 Piger
U16 Piger
Herre senior
U8 BHK's minispillere