Birkerød Håndbold Klub
Birkerød Håndbold Klub, Birkerød Idrætscenter, Bistrupvej 1, 3460 Birkerød
Birkerød rykker stærkt frem i divisionerne

Et benhårdt arbejde udført af trænere, spillere og bestyrelse bærer nu frugt for Birkerød Håndbold Klub: Hele fire af Birkerøds hold har kvalificeret sig til at spille i divisionerne. Tidligere på året blev klubben kåret som Sjællands bedste breddehåndboldklub.
Artikel bragt i Frederiksborg Amts Avis, 5 oktober 2010, Af Helle Brandt Rejndrup
Læs også

BHK brager frem
U18 piger i Øst
BHK's U16/U18 drenge styrkes
SHF har fået øjnene op for flere af klubbens talenter, som er blevet inviteret til forbundets talenttræning, og udviklingen af disse talenter er med til at løfte BHK til et endnu højere niveau.
Klubben satser langt mere på eliten end tidligere - med det resultat, at BHK nu kan bryste sig af at have både et 1. divisionshold, to 2. divisionshold og et 3. divisionshold.

Udfordring at skaffe nyt blod til klubben

Trods den store succes har bestyrelsen dog stadig udfordringer at tackle. ”Vi mangler i øjeblikket flere spillere til klubbens hold, for at trupperne kan blive bredere og komme helt til tops. En træner til vores dygtige U16 piger ville heller ikke være af vejen,” siger Niels Møller Hansen, som er træneransvarlig på ungdomssiden op til U18 og næstformand i BHK.
Trods ambitionerne fylder det sociale og bredden stadig meget i klubben, som har plads til spillere på ethvert niveau.


Fra serie 2 til 3. division på bare tre år
BHK’s damehold står for en præstation af de helt store: De er rykket op hver eneste sæson i de seneste tre år. Holdet er gået fra sejr til sejr, og denne solstrålehistorie har stort set ingen skyggesider.

En enkelt sky er der dog: Holdet mangler tilgang udefra.

”Vi ligger i øjeblikket til en placering over midten i 3. division.

Hvis vi skal op og blande os helt i toppen, kræver det, at truppen får tilført nye spillere udefra.
Til gengæld er det jo helt fantastisk, at det er de samme spillere, som har formået at udvikle sig så meget i de seneste par år”, siger holdtræner John Arnholtz.

U18 kæmper mod OL-spillere

Det talentfulde U18 pigehold har netop kvalificeret sig til at spille i 1. division Øst, som er den bedste række i Danmark. Det betyder, at holdet skal op i mod
nogle af de bedste hold i Danmark.

Birkerød Idrætscenter vil i vinterens løb komme
til at lægge gulv til mange af de
damelandsholdsspillere, der netop har vundet
guld ved Ungdoms OL. 

U18-pigerne fra Birkerød vandt i foråret
2. division Øst og er derfor forvænt med succes.
For at imødegå de nye udfordringer i den bedste
række er det nødvendigt med forstærkninger til
holdet.

”En vigtig ting for holdets videre udvikling vil
være, at der bliver skærpet konkurrence på alle
pladser”, siger træner Arne Olsen.


Flot udvikling af U14 pigerne i 2. division Øst

Med en målrettet træning og et par talenter i truppen er BHK’s U14 piger nået næsten helt til tops i pigerækken på relativt kort tid. Ved forårets stævner slog Birkerøds pigerne flere af topholdene. Det gav holdet mod på at tilmelde sig forkvalifikationen til Østrækken - en test som blev bestået til fulde med sejre over blandt andet Øst-holdene fra AB og HØJ.
De dygtige U14 piger er nu rykket op og spiller i 2. division Øst i vinterturneringen. Ifølge holdets træner, Lotte Borch, mangler de lige den sidste råstyrke og hurtighed for at komme helt til tops i rækken.

”Vi klør på med målrettet løbe- og styrketræning og tekniske træningspas, så vi forventer stor fremgang i denne sæson.

Derudover har vi brug for at få endnu mere bredde på truppen. Spillerne på alle pladser skal udvikles til elitespillere, så de bærende spillere ikke skal trække hele læsset.
Det er afgørende med en bred trup for at nå helt til tops, så der er stadig plads til flere spillere på holdet, hvis nogen derude skulle få lyst til at spille hos os. Der er et seriøs trænerteam omkring holdet, og stemningen på holdet er helt i top. Vi vægter det sociale meget højt, så spillerne lærer at kæmpe som et hold. Det skal stadig være sjovt at gå til håndbold”, siger Lotte Borch.

U14 drenge kvalificerer sig til 2. division

Også BHK's U14-drenge har efter nogle spændende kampe i august og september kvalificeret sig til 2. division - den næstbedste række på Sjælland.

Alene ud fra fødselsårene på holdkortene er det ifølge træner Søren Nielsen et super flot resultat: ”Vores hold består overvejende af spillere født i 1997, mens de fleste af modstanderne er født i 1996. Et enkelt år lyder måske ikke af så meget, men lige netop i den alder udvikler drenge sig enormt meget fysisk. Derfor halter vi lidt bagefter, men det skal vi nok komme efter, og til næste år er vi jo de store.”

Teknisk og spillemæssigt er holdet inde i en
superflot udvikling. Stort set fra træning til træning rykker drengene sig i den rigtige retning. Målet er, at det er holdet frem for den enkelte spiller, som er bærende. Samtidig skal den enkelte spiller udvikles, så holdet som helhed bliver stærkere.

Søren Nielsen siger: ”Vi har fokus på, at træningen
skal være udviklende for spillerne. 
Efter hver eneste træning skal vi føle, at vi ydet noget.
Og så har vi som mål, at det skal være sjovt at spille
håndbold på Birkerød HK's U14 drengehold - både på
og uden for banen.”

Også de yngre årgange klarer sig godt - klubbens U12
hold er tilmeldt i Mesterrækken, og denne årgang fylder
pænt på kontingentsiden.
”Vi har hele 40 pigespillere på vores U12-hold, og
mange af dem er rigtigt dygtige.
Det tegner lyserødt for fremtiden”, siger Niels Møller
Hansen.